De nemme Rhododendron

En nem have er et ønske for rigtig mange. Hverdagen er fuldt optaget af job, indkøb, børn og hvad der ellers er på programmet. Haven skal se velpasset ud, og hvordan er det så vi nemmest får klaret det? Svaret er bl.a. valget af planter.

 

Tidlig bomstrende R. fraserii på terrassen. Efter afblomstring stilles

krukken et lyst sted i haven.

 

Rhododendron er faktisk en af de mindst tidsrøvende planter. Hør lige her:

 

  1. De skal ikke klippes tilbage om foråret (som roser)
  2. De skal normalt aldrig beskæres (som hække)
  3. De skal ikke klippes ned eller graves op og deles i efteråret (som stauder)
  4. De er næsten altid sygdomsfri (ingen lus og svamp som på roser)
  5. De gror i sur jord, ikke den bedste cocktail for ukrudt (næsten ingen lugning)

Rhododendronhave med hævede bede. Her er brugt betonsten, men brosten

og natursten kunne også være anvendt.

 

Rhododendron beriger haven med:

 

  1. De har smukke blomster på forskellige tidspunkter (valg af sorter)
  2. De findes i næsten alle størrelser (lave krybende til brede og høje)
  3. De er stedsegrønne (mange forskellige bladformer og farvenuancer)
  4. De kan anvendes næsten overalt i haven (sol til lys skygge)
  5. De er hjemsted for mange småfugle

 

Plantning og vedligeholdelse:

 

Bedet:

Rhododendron er en surbundsplante. Det betyder at den skal plantes i en sur skovbundsagtig jord. Det klares ved at købe grov spagnum, som puttes i plantehullet.

hullet er nemt klaret, en dybde på ca. 35/40 cm er nok. Bredden af hullet skal være mindst dobbelt så stor, som plantens rodklump er bred.


 

Blandede størrelser Rhododendron og Japanske Azalea langs huset indkørsel. Dette surbundsbed kræver næsten ingen pasning. Kun vand når det er tørt og gødning hvert forår.

 

Højbedet:

Ofte kan det være nemmere at plante i et højbed, så spares gravearbejdet, og problemer med dybtliggende rødder. Et højbed er et bed ca. 30-40 cm højt. Kanten kan opbygges af de gamle fliser eller sten der ligger tilovers i haven. Nemme løsninger tilbydes i byggemarkeder, som selvbyg eller færdige produkter, lige til at tage med hjem og sætte op f.eks. ved terrassen. Så skal der bare fyldes spagnum i, og plantes.

 

Løvfældende Azalea er taknemlige planter i krukker. I efteråret kan man glæde sig over de smukke høstfarver. 

 

Krukker:

Plantning i krukker er også en mulighed. Rødderne vokser ikke ret meget i dybden, så krukken kan godt være lav, dog med mindst 10 cm spagnum under rodklumpen. I høje krukker kan der med fordel fyldes lecakugler i bunden og derefter grov spagnum. Krukkens øvre del skal have så god bredde, at rødderne kan udvikle sig. Anvend små Rhododendron, eller mellemstore som R. yakushimanum, som er særlig hårdfør. Der skal vandes efter behov, også i vinterperioden hvor krukken skal holdes lettere fugtig.

 

Gødning: 

Ved plantning om foråret, skal der straks gødes med rhododendron gødning og herefter 1-2 gange yderligere inden midsommer.  Fremover er det nok at gøde hvert forår. Når planterne har vokset i nogle år, skal der tilføres et lille lag spagnum (3-5 cm) i planternes fulde omfang. Det kan gøres hele året, kun gødningen skal helst strøs ud i forårsperioden. Husk, når planterne bliver store, kræver de mere gødning.


 

 

Det store spørgsmål er ofte, hvad der kan plantes på en skråning. Her er Rhododendron med forskellige bladtyper, og naturligvis forskudt blomstring. Der skal aldrig luges ukrudt, for planterne dækker bedet.

 

Rhododendron har mange anvendelsesmuligheder:

 

De kan plantes i små eller større grupper, ens eller forskellige. De kan plantes som hække eller solitært. Brug lavere sorter ved terrassen som afgrænsning til græsplænen, eller højere sorter som afskærmning mod indkig. En lav lækker varieret beplantning langs adgangsvejen til huset byder både dig og dine gæster velkommen. Bland større bladtyper med småløvede, og sæt de største bagerst i bedet, eller anvend nogle af de helt krybende lave sorter som bunddække, f.eks. R. ’Panda’ som er rigtblomstrende kridhvid i juni eller den ligeså rigtblomstrende R. ’Wombat’ med store mørkrosa blomster i maj/juni.

Rhododendron williamsianum blomstrer i april. Blomstringen efterfølges af den blank bronzefarvede tilvækst, som er i kontrast til de øvrige planter i bedet.

 

Husets nordside, som ofte er besværlig at finde egnede planter til, er også et velegnet sted, blot der ikke er direkte skygge fra ovenstående træer. Velegnede er blandt mange flere ’Gartendirektor Rieger’ (creme), ’Moerheim’s Pink’ (rosa) eller ’Azurro’ (mørkviolet).

 

Gode råd til valg af rhododendron til haven. Læs mere.

 

Tekst og foto: Niels Skjøldberg, www.rhodospecialisten.dk og blog: at have en have.