Få en have uden sneglegnav

Der er to måder at reagere på, hvis der er mange snegle i haven: fjern alle de planter, hvor sneglene holder til, eller find metoder til at holde antallet nede, og plante snegle-resistente planter, så man stadig kan nyde en frodig have. Vi er klart tilhængere af den sidste løsning!

Selvom man kunne tro, at snegle er altædende, er det ikke tilfældet. Der er flere stauder, de går udenom. Planter du en eller flere af disse stauder, så der bliver flot og frodigt i haven uden sneglegnav.
 

Stauder, som snegle ikke bryder sig om


Nu er det ikke nemt at sige ”aldrig”, når man foreslår nogle stauder, som sneglene aldrig gnaver i. Men sneglene udviser dog en vis tøven ved at sætte tænderne i forskellige vortemælk (Euphorbia). Prøv at plante lundvortemælk 'Purpurea', som er en iøjnefaldende og elegant staude, hvor de nye skud og blade er purpurfarvede. Stauden har limegrønne blomster i maj-juni.  Bliver ca. 50 cm høj og plantes i sol.

 

Lundvortemælk er smuk og nem – og du kan have den i fred for sneglene

 

 

En lillesøster til lundvortemælk er forårsvortemælk, Euphorbia polychroma

Forårsglæde og skønhed samlet i én plante. Limegrønne skud og blomster i april-maj. Senere bliver planten mere grøn, indtil den om efteråret får rødorange farver, og visner ned i november. Bliver omkring 40 cm høj og er velegnet i forgrunden af bede med buske og træer. 
 
Gammelkendt og stadig smuk er forårsvortemælk.

 

Storkenæb er no-go for snegle


Storkenæb, Geranium er en kæmpestor plantefamilie, der rummer mange muligheder for den, der vil have blomster og farver i haven, uden at se på sneglegnav. De allerfleste storkenæb er no-go for sneglene.
 
Prøv for eksempel den smukke rødbladede engstorkenæb 'Midnight Reiter'. Velegnet som halvhøjt bunddække med mørk, purpurfarvet løv og klare, blå blomster i juni-august. Skær ’Midnight Reiter’ ned, når blomstringen aftager i august, så kommer der nye blomster til efteråret.  God på lidt fugtig jord i sol-halvskygge.
 
Engstorkenæb ’Midnight Reiter’ (her th.) er køn, også når den ikke blomstrer. Og så er den fri for snegle ligesom andre storkenæb.

 

 

Til den lidt vilde have
Må haven eller bedet gerne se naturligt eller lidt vildt ud, er lægebaldrian, Valeriana officinalis (nederst) er et godt bud.

I juli-august blomstrer lægebaldrian med sart lyserøde halvskærme på en meget luftig og yndig måde. Ideel mellem stauder, under træer i den lidt vilde afdeling. Bliver 50-100 cm høj afhængig af forholdene.

God til lidt fugtig jord i sol-halvskygge.

 

Liste over næsten snegle-resistente stauder: 

Ajuga, læbeløs,
Aconitum, venusvogn,
Alchemilla, løvefod,
Aquilegia, akeleje,
Anaphalis, perlekurv,
Anemona, (høst)anemone,
Artemesia, ambra, malurt,
Campanula, klokkeblomst,
Dianthus, nellike,
Digitalis, fingerbøl,
Echinacea, purpursolhat,
Echinops, kugletidsel,
Eurphorbia, vortemælk,
Geranium, storkenæb,
Geum, nellikerod,
Hedera, vedbend,
Hemerocallis, daglilje,
Heuchera, alunrod

 

 

 

Iberis, snepude,
Iris, iris,
Lamium, guldnælde,
Lavandula, lavendel,
Lysimachia, fredløs,
Nepeta, katteurt,
Paeonia, pæon,
Phlox, floks,
Polygonatum, storkonval,
Pulmonaria, lungeurt,
Saxifraga, stenbræk,
Salvia, salvie,
Santolina, cypresurt,
Scabiosa, skabiose,
Sedum, stenurt,
Valerian, læge-baldrian,
Veronica, ærenpris,
Vinca, vintergrøn.

 

Er sneglene blivet en plage, så læs mere om bekæmpelse her.