Hold pæonfest til sommer

Ikke blot blomsterne er iøjnefaldende, når de er fremme i juni og juli. Også løvet er meget smukt.

 

Her i foråret med røde farver på de nye skud og senere på sommeren med kraftige grønne blade, der gør sig godt i ethvert staudebed.
Om efteråret får pæoner flotte høstfarver, inden de visner bort.

Pæoner er stauder, der gerne vil vokse i en ”ordentlig” muldjord. De klarer sig bedst, hvor jorden er god til at holde på vand og næring, så haver, der ligger på lerjord med et godt muldlag er bestemt et af de foretrukne voksepladser. Har du mere mager jord skal jorden forbedres med kompost og muld – og du må regne med mere vanding til pæonbedet.

 

Pæoner er nogle af de stauder, der helst ikke skal flyttes på. De bliver blot kønnere og kønnere år for år uden at behøve deling eller beskæring. Så find det rette sted fra begyndelsen. Det er i forgrunden af et bed, hvor de får fuld sol. Ved terrassen, i forhaven, langs havestier eller sammen med roser eller andre stauder.