Succes med krukkerne

Det er ikke altid så nemt, at få krukkerne til at se så flotte ud, som man havde tænkt sig. Her er tre nemme tips til hvordan det lykkes.

 

Tip nr 1. En planteart i hver potte

 

Plant en krukke til med hver sin planteart – det gør det nemt at flytte krukken væk, når eller hvis den stopper blomstringen eller bliver grim at se på. Desuden giver det mulighed for at stille krukkerne sammen, så man får en hel lille krukkehave.

Så kan man lave et farvemix med f.eks. blå, grå og hvide farver, eller limegule blomster sammen med lyse pastelblå og hvide blomster. Kun fantasien sætter grænser. Det kan altid ændres, når og hvis smagen ændrer sig.

Tip nr 2. Grønt og gråt giver ro

Brug bladplanter i nogle krukker, det giver ro og pause i alle farverne. Grønne og grå-grønne blade er den ingrediens, der binder de mere spraglede blomsterfarver sammen – og derfor helt nødvendig at bruge rigeligt af, hvis krukkehaven ikke skal se alt for spraglet ud.

 

 

Tip nr. 3. Vinrødt er mystisk og eksklusivt

Men der findes også bladfarver, som er flotte, hvis det hele skal se elegant ud. Især hvis du holder øje med de vinrøde og blommefarvede blade på sommerblomster og stauder, har du mulighed for at fylde krukkerne med specielle oplevelser hen over sommeren.

Her er det Ipomaea ’Midnight Lace’ sammen med en limegul mini-petunia, der er i kontrast til hinanden og derved bliver vældig iøjnefaldende.